Udarbejdet af:

Hvorfor får jeg problemer med vandladningen?

Vandladningsproblemer skyldes ikke en bestemt sygdom.

Flere forskellige tilstande kan være årsag, men den hyppigste er en forstørrelse af blærehalskirtlen (prostata).
Det er kendt, at blærehalskirtlen vokser med alderen. Tyve procent af mænd i fyrre års alderen og 80 % af mænd i halvfjerdserne har forstørret blærehalskirtel - men ikke alle har vandladningsproblemer.

Urinen dannes i nyrerne, når blodet renses. Fra nyren løber urinen ned til blæren og derefter ud gennem urinrøret. Ved overgangen fra blæren til urinrøret ligger blærehalskirtlen (prostata). Den er som navnet siger placeret lige under blæren (blærehalsen), hvor den som et spændebånd omslutter urinrøret. Med alderen vokser blærehalskirtlen og kan blive så stor at den klemmer om urinrøret.

Men også andre sygdomme kan give vandladningsproblemer. Den måde dine vandladningsproblemer viser sig på er afgørende for, hvilken forklaring der ligger bag dine gener.

1) Besvær med at komme af med vandet
Slap urinstråle, venten inden vandladningen kommer i gang, nødvendigheden af at skulle presse urin ud ved brug af mavemusklerne samt fornemmelse af ikke at kunne tømme urinblæren helt kan opstå, hvis blærehalskirtlen (prostata) klemmer så meget om urinrøret, at urinen kun med besvær kan løbe ud.
Blærehalskirtlen kan klemme så meget om urinrøret, at urinen slet ikke kan løbe ud med deraf følgende urinstop.

I sjældnere tilfælde kan årsagen til besvær med at komme af med vandet være:
- blæresten
- kræft i blæren
- kræft i blærehalskirtlen
- din medicin.

2) Overaktiv blære
Pludselig kraftig trang til vandladning, hvor du måske ikke når at komme på toilettet og hyppig vandladning.
Blæren er en skål, hvor din urin opbevares. Normalt vil blærens muskler være i ro, mens blæren fyldes op af urin. Når blæren er fuld, giver hjernen besked til blæren om, at den skal trække sig sammen - det mærkes som vandladningstrang. Når du er på toilettet, kan du ved hjælp af blærens muskler klemme blæren sammen og derved tømme din blære.

Normalt bestemmer du altså selv, hvornår du ønsker vandladning - du har kontrol over det.

Pludselig kraftig trang til vandladning hvor du ikke når at komme på toiletet, skyldes ufrivillige sammentrækninger af blærens muskler. Musklerne i blæren trækker sig sammen, uden at du har mulighed for at holde igen. Har man en overaktiv blære, får man kun et kort varsel om, at det er nu det skal være. Blæren tømmer sig hurtigt, uden at du har kontrol over det.
Men hvorfor trækker blærens muskler sig pludselig sammen? Man ved det ikke helt præcist. Man ved at lidelsen især forekommer hos mænd med en forstørret blærehalskirtel (prostata). Når blærehalskirtlen er forstørret og klemmer om urinrøret skal blæren bruge mere kraft for at overvinde modstanden i urinrøret. Når blæren skal bruge megen kraft bliver den overaktiv og irriteret.

Andre årsager til overaktiv blære: 
- sukkersyge
- medicin
- hjerneblødning
- nervesygdomme
- kræft i blærehalskirtlen eller i blæren.

Hos en del mænd med overaktiv blære finder man ikke nogen forklaring - selv efter meget grundige undersøgelser.

3) En blanding af de to første
Både overaktiv blære og besvær med at komme af med vandet.
Hvis du har ufrivillige sammentrækninger af blærens muskler og samtidig modstand i urinrøret, vil du både kunne opleve en pludselig trang til vandladning, hvor du ikke når et toilet, og slap stråle, besvær med at komme i gang med vandladning samt en fornemmelse af at blæren ikke tømmes helt.

Mænd med overaktiv blære og forhøjet modstand i urinrøret har ofte en forstørret blærehalskirtel.

4) Efterdryp
Dryp efter at du mener at være færdig.
Når blæren er fyldt med urin, og du trækker musklen sammen omkring blæren, løber urinen ud af urinrøret. Hos mænd kan der opstå en udposning på urinrøret - en lille "lomme", der befinder sig helt nede ved roden af penis.
Når du står op og lader vandet, tømmes blæren, men samtidig kan der samle sig en lille mængde urin i "lommen". Hvis du så senere bøjer dig forover - for eksempel for at samle noget op, eller du sætter dig ned på en stol - vil "lommen" blive klemt sammen og resultatet er efterdryp.

Hvor meget du er generet af efterdryp afhænger af, hvor stor din "lomme" på urinrøret er.

Læs videre om Hvor alvorligt er det?