Udarbejdet af:

Sponsoreret af:

MR scanning

MR scanning er billeddannelse ved hjælp af magnetfelter og radiobølger. Der bruges ikke skadelige stråler. MR er velegnet til diagnostik af sygdomme i hjernen. MR undersøgelsen opleves af nogle patienter som meget ubehagelig.

Hvad er en MR scanning?

MR er forkortelse for Magnetisk Resonans og er billeddannelse ved hjælp af magnetfelter og radiobølger. En MR scanning af hjernen giver samme eller bedre information om sygdomme i hjernen som en CT scanning men uden brug af skadelig bestråling.

Hvad bruges en MR undersøgelse til?

MR er velegnet til at fremstille et detaljeret billede af hjernen. Derved bliver det lettere at påvise hjernesvulster, blodpropper, betændelse og medfødte sygdomme i hjernen. Især ved sygdommen sklerose (multiple) har MR scanning stor værdi.

MR scanning bruges ofte som første undersøgelse ved skader på knæet – især ved mistanke om menisk- eller korsbåndsskade. Ved røntgen undersøgelse kan lægen se efter skader på knogler men ikke på ledbånd eller menisk – det kan man med MR.

Sammenlignet med en CT scanning har MR scanning nogle fordele men også ulemper. Fordelene ved MR er størst, når det gælder sygdomme i hjernen. MR undersøgelsen er dyrere, mere tidskrævende og meget følsom for selv den mindste uro hos patienten. Klaustrofobi opleves hyppigere ved en MR scanning end ved CT scanning.

Hvad skal der ske?

Ved en MR scanning ligger patienten på et bevægeligt leje. De fleste MR scannere er tunnelformede med en åbning i begge ender. Når patienten bliver kørt ind i tunnelen vil det hos nogle kunne give anledning til ængstelse eller ligefrem klaustrofobi. Under selve undersøgelsen høres bankelyde. Har man det svært i små rum eller er bange for MR undersøgelsen, kan man få beroligende medicin. Tal med din egen læge om det. Ørepropper eller høretelefoner med musik anvendes for at dæmpe bankelydene. Det er vigtigt, at patienten ligger helt stille da undersøgelsen ellers mislykkedes. Undersøgelsen varer typisk 20-45 minutter.

Da der anvendes magnetfelter, må patienten ikke have metal på sig. Høreapparat, tandproteser, smykker, piercing, pacemaker og proteser kan give problemer. Visse typer kosmetik (mascara) indeholder metal og kan give ubehag og forstyrrelser på MR-billederne. Patienten må derfor ikke have make-up på under undersøgelsen.

Der er ikke påvist skadelige effekter af MR på fostret, men hvis undersøgelsen kan udsættes til efter graviditeten, vil man for en sikkerheds skyld anbefale dette.  Hvis undersøgelsen ikke kan udsættes, vil MR i de fleste tilfælde være at foretrække frem for CT, som anvender ioniserende stråling.

Hvad kan en MR undersøgelse vise?

Små eller større sygdomsforandringer i hjernevævet kan fremstilles ved en MR undersøgelse. Det kan dreje sig om blødninger, svulster eller betændelse. MR skanning vil i de fleste tilfælde give bedre information om sygdommen i hjernen end en CT undersøgelse.

Skader på menisk eller led i knæene kan ses ved en MR undersøgelse. Er der mulighed for MR skanning vil lægen - hos patienter med knæskade – foretrække en MR undersøgelse frem for en kikkertundersøgelse af knæet.

Er det farligt?

Ved almindelig røntgen undersøgelse og CT undersøgelse anvendes der ioniserede stråler til at fremstille et billede. Ved en MR undersøgelse anvendes magnetfelter og radiobølger. Der er ikke påvist skadelige effekter af magnetfeltet og radiobølgerne. En MR undersøgelse er derfor mere skånsom overfor patienten.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m.