Udarbejdet af:

Kønsvorter

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Kønsvorter er en hyppig kønssygdom. Vorterne ses oftest på penis og ved indgangen til skeden som nogle små blomkåls lignende hvide eller lyse gevækster. Som oftest generer kønsvorter ikke. Nogle – men langt fra alle – kønsvorter kan føre til kræft på livmoderhalsen. Kønsvorter kan behandles lokalt med ætsende væske eller cremer. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at fryse eller laserbehandle kønsvorter.

Kønsvorter er en hyppig seksuelt overført kønssygdom og skyldes smitte med et virus (HPV). Op til 10 % af alle yngre oplyser, at de har eller har haft kønsvorter. Der går omkring 2-4 måneder fra smitte med HPV til kønsvorterne bliver synlige. 

Kønsvorter giver som regel ingen gener, men der kan dog være kløe og let irritation. Kønsvorter ses hyppigst på penis og ved indgangen til skeden, men kan også være lokaliseret omkring anus og oppe i skeden. Kønsvorter er som regel lyse/hvide og ligner små blomkålshoveder. Der vil som regel være flere kønsvorter ved siden af hinanden. 

Kræft i livmoderhalsen skyldes HPV men langt fra alle med kønsvorter udvikler kræft. HPV består af forskellige typer og kun få af typerne kan udvikle sig til livmoderhalskræft. De typer der fører til livmoderhalskræft vaccineres piger imod som en del af det danske børnevaccinationsprogram.

 

Hvad du selv kan gøre

Brug af kondom nedsætter risikoen for overførsel af HPV virus og dermed risikoen for at få kønsvorter.

 

Kontakt lægen i morgen

Ved mistanke om kønsvorter. Lægen kan udskrive noget væske eller creme, som du selv skal smøre på kønsvorterne. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at blive behandlet med frysning eller laser hos lægen.

Kontakt lægen med det samme

Aldrig nødvendigt.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region