Udarbejdet af:

Ondt i foden

Dolores pedis (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Smerter i foden er en hyppig tilstand, som oftest skyldes overbelastning af fodens knogler, led, sener og muskler. Aflastning, godt fodtøj og smertestillende medicin er ofte tilstrækkelig behandling. Hvis du har ondt i foden kan lægen skrive en recept på stærkere smertestillende medicin eller henvise til fysioterapi. I nogle tilfælde – især ved skæv storetå – kan en operation blive nødvendig.

Foden består af 26 knogler og mange led, der holdes sammen af muskler og ledbånd. Smerter i foden skyldes oftest en fejlstilling i foden og overbelastninger med deraf følgende irritation af strukturerne. 

Irritation af fodens seneplade (Fasciitis plantaris) er en af de hyppigste årsager til smerter i hælen under foden. Tilstanden ses hyppigt hos midalderende der løber eller går på et hårdt underlag. Irritationen skyldes overbelastning af senepladen, der løber fra hælen til tæerne på fodens underside. Hver gang foden presses ned mod jorden strækkes senepladen. Ved gentagne udstrækninger kan der opstå små skader i pladen, som kan medføre smerter. Skaderne kan blive forkalkede og vil da kunne ses på røntgenbilleder og kaldes en hælspore. 

Irritation af akillessenen (Tendinitis achilles) er en af de hyppigste årsager til smerter i hælen bag på foden. Akillessenen er den kraftige sene, der løber fra lægmusklen ned til hælen. Irritation af akillessenen ses hyppigst hos løbere og skyldes overbelastning og små rifter i senen. Typisk opstår der smerter, når man begynder at løbe, efter nogen tid aftager smerterne og så kommer de igen efter man er ophørt med at løbe. Senen lige over hælen er fortykket og øm når man trykker på den. 

Irritation af hælens slimsække (Bursitis calcanei) giver smerter på hælens bagside. Tilstanden rammer oftest ældre og kan skyldes, at man har gået i for små sko, der trykker på slimsækkene. Typisk forværres smerterne, når man går i små sko, der trykker på hælen. Smerterne lindres, når man går uden sko. Huden over hælen bliver rød, varm og øm når man trykker på den. Tilstanden går oftest over af sig selv, hvis man undgår sko med hælkappe eller går uden sko. 

Irritation af hælpuden giver smerter på hælens underside og skyldes skader på den fedtpude man går på. Overvægt, hop eller gang på hårdt underlag kan føre til knusningsskader af hælens fedtpude. Der er smerter når man belaster hælen og fedtpuden er øm når man trykker på den. Aflastning med indlæg i skoene med gelpuder under hælen kan fjerne smerterne i løbet af nogle få uger. 

En skæv storetå (Hallus valgus) er meget almindelig – især hos kvinder. Storetåen drejer ind mod de andre tæer. Derved presses begyndelsen af storetåen udad og kommer i klemme mod skoen. Der dannes en rød, varm og øm knyst og det gør ondt når man går. Brede sko med lave hæle, som giver god plads til forfoden og tæerne kan lindre smerterne. De fleste med en skæv storetå bliver dog opereret på grund af generne. 

Fejlstillinger i foden (hulfod, platfod og nedsynkning af forfoden) kan føre til irritation af foden selv ved mindre belastninger. For at undgå dette anbefales brug af godt fodtøj, som ophæver fejlstillingen. 

Urinsyregigt i storetåens led (Podagra) optræder pludseligt og giver meget stærke smerter i storetåens led. Leddet hæver og bliver varmt og rødt. Årsagen er høje mængder urinsyre i blodet, som udfælder i storetåens led. Smerterne er ofte så stærke at almindelig smertestillende medicin ikke virker. Lægen kan udskrive effektiv medicin mod Podagra.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer den syge.

Hvad du selv kan gøre

Da de fleste tilstande skyldes overbelastning og fejlstilling kan du selv gøre meget. Aflastning hvor du undgår at gøre det, der gør ondt fjerner overbelastningen. Godt fodtøj, der støtter foden kan afhjælpe en fejlstilling. For smerterne kan du købe smertestillende medicin i håndkøb.

Kontakt lægen i morgen

Hvis du fortsat har smerter efter nogle dage trods aflastning og godt fodtøj.
Hvis din smertestillende medicin ikke hjælper tilstrækkeligt.
Hvis din storetå er smertende, rød, varm og hævet.

Kontakt lægen med det samme

Hvis din storetå er smertende, rød, varm og hævet og almindelig smertestillende håndkøbsmedicin ikke hjælper tilstrækkeligt.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region