Bihulebetændelse
Sinuitis acuta (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Bihulebetændelse opstår hyppigst i forbindelse med en forkølelse. Bihulebetændelse kan normalt behandles med håndkøbsmedicin. Hvis det ikke hjælper, kan du kontakte din læge.
Bihulerne er luftfyldte hulrum omkring øjnene og i overkæben. Der er en forbindelse mellem bihulerne og næsen, som sikrer afløb af slim fra bihulerne til næsen. Når du bliver forkølet, hæver slimhinden i næsen og så lukker forbindelsen mellem næsen og bihulerne. Derved kan der opstå en trykkende fornemmelse i bihulerne. En sådan trykken i bihulerne skal ikke behandles med antibiotika.
Bihulebetændelse opstår når bakterier fra næsen spredes til bihulerne. Der er oftest trykkende smerter omkring øjnene eller i overkæben. Den trykkende smerte forværres, hvis du bøjer dig fremover og har hovedet nedad. Tykt og blodigt sekret fra næsen er almindeligt. Din lugtesans og smagssans vil ofte ændre sig - maden lugter råddent og smager sødt og vammelt.
Det kan være vanskeligt at afgøre om trykken i bihulerne er en almindelig forkølelse som skyldes en virus eller om den skyldes bakterier i bihulerne. Kun når der er bakterier i bihulerne, vil antibiotika hjælpe.