Blod i urinen hos kvinder
Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Synlig blod i urinen kan have flere årsager, men blærebetændelse er en hyppigste årsag. Du bør altid søge læge for at udelukke betændelse, nyresten, blæresten og kræft. Har du synligt blod i urinen, feber og smerter skal du straks kontakte lægen.
Synlig blod i urinen er ikke så sjældent hos kvinder og skyldes som oftest blærebetændelse. Andre årsager er betændelse i urinvejene og stendannelse i urinvejen. Ved betændelser er der udover evt. blod i urinen også hyppig og sviende vandladning samt eventuelt feber. Ved sten i urinvejene er der samtidig smerter i lænden, maven eller i urinrøret.
Det kan være vanskeligt at afgøre om synlig blod i forbindelse med vandladning kommer fra urinrøret, selve blæren eller fra skeden.
Mere sjældne men alvorlige årsager er kræft i blæren eller nyrerne. Sandsynligheden for kræft er størst hos de kvinder, der kun har synlig blod i urinen og hverken smerter eller vandladningsproblemer.
Hos halvdelen af patienterne finder man ikke nogen sikker forklaring på at der er blod i urinen.
Nogle personer får rødfarvet urin efter at have spist store mængder kogte rødbeder.