Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Problemer med akillessenen skyldes oftest en overbelastning og viser sig ved smerter og stivhed af akillessenen. Tilstanden bedres gradvist ved aflastning, almindeligvis i løbet af nogle dage til uger. Din praktiserende læge kan udskrive medicin og/eller henvise til en fysioterapeut. I sjældne tilfælde kan en ortopædkirurg foretage en operation på akillessenen.
Smerter og hævelse bag på hælen og op af akillessenen tyder på overbelastning og irritation af senen. Tilstanden rammer både yngre og ældre. Hos ældre aftager styrken af akillessenen, så den lettere overbelastes. Hos yngre opstår overbelastningen ved ændret aktivitetsniveau, brug af forkert fodtøj, træning på hårdt underlag eller i koldt klima. Problemer med akillessenen ses ligeledes hyppigt hos personer, der er platfodet.
Typisk starter smerterne i forbindelse med den fysiske aktivitet (f.eks. løb). De aftager noget efter kortere tids aktivitet og forværres efterfølgende. Stivhed i akillessenen ses timer til dage efter en overbelastning. Ved fremskredne tilfælde er der også smerter i hvile. Akillessenen kan føles fortykket og øm.
Tilstanden bedres gradvist ved aflastning, almindeligvis i løbet af nogle dage til uger. Ved fortsat overbelastning udvikler der sig en kronisk tilstand, der kan føre til at akillessenen springer.