Udarbejdet af:

Urinlækage hos mænd

Urinariorum incontinentia (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Urinlækage ses hyppigst hos ældre mænd over 70 år og skyldes oftest problemer med prostata. De fleste kan hjælpes med blære- og bækkenbundstræning og medicin. I nogle tilfælde kan problemet ikke fjernes og den ældre må da leve med urinlækage og bruge bleer eller få lagt et kateter.

Urinlækage ses kun sjældent hos yngre mænd. Det er især mænd over 70 år der rammes og hos + 80-årige er tilstanden meget hyppig. 

En forstørret prostata er den helt dominerende årsag til urinlækage. Prostata (blærehalskirtlen) vokser med alderen og klemmer på urinrøret. Det gør vandladningen besværlig og kan føre til urinlækage. Bliver prostata tilstrækkelig stor er en operation nødvendig. Efter operationen vil en del opleve besvær med at holde på vandet – og få urinlækage.

 Men også blærebetændelse og følger efter en hjerneblødning kan medføre urinlækage.

Behandlingen af urinlækage består af blæretræning, bækkenbundstræning og medicin. Hjælper dette ikke må den ældre leve med urinlækage og bruge bleer.

 

Hvad du selv kan gøre

Du kan selv forsøge med blære- og bækkenbundstræning. Ved blæretræning skal du forsøge at lade vandet til bestemte tider, for eksempel hver tredje time. Du skal undgå at holde dig for længe, men samtidig også undgå at gå på toilettet hver gang, du føler trang. Bækkenbundstræning kan du lære hos en fysioterapeut.

 

Kontakt lægen i morgen

Hvis du fortsat er generet af urinlækage trods blære- og bækkenbundstræning. Hvis du har hyppig og sviende vandladning – det kan være tegn på blærebetændelse.
Lægen vil undersøge din urin, tage blodprøver, føle på din prostata gennem endetarmen og udlevere et skema, hvor du skrive ned hvor meget du drikker og hvordan du tisser. På baggrund af disse undersøgelser kan lægen finde ud af, hvad der er årsagen og give dig en behandling.

 

Kontakt lægen med det samme

Aldrig nødvendigt.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region