Udarbejdet af:

Sponsoreret af:

Sure opstød, halsbrand og mavesår

Pyrosis, ulcus pepticum (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Sure opstød og halsbrand er meget almindeligt. Mavesår, tilbageløb af mavesyre til spiserøret og en irriteret mave er årsag til halsbrand og sure opstød. Kun en kikkertundersøgelse kan afgøre, hvad den præcise årsag er. Du skal ringe til lægen med det samme, hvis du får kraftige mavesmerter, hvis du får opkastninger der ligner kaffegrums eller hvis din afføring bliver sort og glinsende.

Hver 4. har prøvet at have sure opstød og halsbrand på grund af mavesyre. Mavesyren, som dannes i mavesækken, er nødvendig for at vi kan fordøje den mad vi spiser. Men samtidig er det netop mavesyren, der kan give anledning til halsbrand og sure opstød.

Vigtige årsager til, at man generes af halsbrand og sure opstød:

  • Tilbageløb af mavesyre i spiserør
  • Mavesår
  • Irriteret mavesæk

Langt den hyppigste årsag er en irriteret mavesæk, som ses hos 2 ud af 3 med sure opstød og halsbrand. Kun 1 ud af 3 har tilbageløb af mavesyre til spiserøret eller mavesår.

Tilbageløb af mavesyre
Normalt bliver mavesyren i mavesækken. En lukkemekanisme forhindrer at mavesyren løber op i spiserøret. Hos nogle fungerer lukkemekanismen ikke og mavesyren kan derfor komme op i spiserøret. Når det sker får man halsbrand og sure opstød. Generne kommer især lige efter et måltid, når man bukker sig forover eller når man ligger i sengen og sover. Kaffe, alkohol og store eller fedtrige måltider øger tendensen til og forværrer halsbrand og sure opstød.

I sjældne tilfælde kan mavesyren ætse hul på spiserøret. Hvis det sker, vil du få meget ondt i den øverste del af maven eller brystet og du kaster rødt blod op.

Mavesår
Mavesår skyldes enten betændelse med en bestemt mavesårsbakterie (helicobacter pylori) eller brug af medicin (acetylsalicylsyre og gigtmedicin). Kombinationen af bakterien og mavesyren fører til mavesår, ligesom langvarigt brug af gigtmedicin eller acetylsalicylsyre kan fremkalde mavesår. Hvis du har mavesår, vil du ud over halsbrand og sure opstød være generet af smerter i den øverste del af maven. Smerterne i maven føles nærmest som sultsmerter og de aftager hvis du spiser noget mad. Smerterne kan i nogle tilfælde blive så kraftige, at man bare vil ligge stille i sengen.

I sjældne tilfælde kan det bløde fra mavesåret. Når det sker, omdannes blodet pga. mavesyren til noget der ligner kaffegrums, som du så kaster op. Samtidig bliver smerterne i maven meget kraftige.

Hvis du bløder meget fra mavesåret, vil blodet også vise sig i din afføring, som bliver helt sort og glinsende.

Hvis du regelmæssigt tager medicin, der fremkalder mavesår er det yderst vigtigt at du ikke tager den medicin mere.

Irriteret mave
Langt de fleste med sure opstød og halsbrand har hverken mavesår eller tilbageløb af mavesyren til spiserøret - men derimod en irriteret mave.Symptomerne på en irriteret mave adskiller sig ikke væsentligt fra dem ved mavesår og tilbageløb af mavesyre. Hvad der præcis er årsagen til generne kan kun klarlægges ved en kikkertundersøgelse af maven. Hvis kikkertundersøgelsen ikke viser tegn på et mavesår eller tilbageløb af mavesyre til spiserøret siger man, at det drejer sig om en irriteret mave.

Det er vanskeligt at behandle en irriteret mave. Hos hver 4. forsvinder generne af sig selv uden behandling. Det drejer sig om at undgå tobak og alkohol samt store og fedtrige måltider.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer den syge.

Medicin

Tilbageløb af mavesyre
Syreneutraliserende medicin hjælper kortvarigt. Medicin der stopper dannelsen af mavesyre er mere effektiv. Begge præparater fås i håndkøb.

Mavesår
Syreneutraliserende medicin kan lindre generne kortvarigt. Men medicin der stopper dannelsen af mavesyre, er meget mere effektivt. Har du mavesår på grund af en betændelse med mavesårsbakterien, skal den behandles med antibiotika.

Irriteret mave
Syreneutraliserende medicin og medicin der stopper dannelsen af mavesyren har ingen eller kun beskeden effekt.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

Undgå alkohol, kaffe samt store og fedtrige måltider samt tobak. Ophør med gigtmedicin og acetylsalicylsyre. Brug syreneutraliserende medicin i en kortere periode. Lig højt med hovedet om natten og pas på når du bøjer dig forover.

Kontakt lægen i morgen

Hvis halsbranden og de sure opstød ikke forsvinder i løbet af at par dages behandling med håndkøbsmedicin. Hvis du gentagne gange får halsbrand og sure opstød. Hvis du får ondt i maven.

Kontakt lægen med det samme

Hvis du får kraftige smerter i maven. Hvis din afføring bliver helt sort og glinsende. Hvis du får opkastninger der ligner kaffegrums.

 


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m.