Udarbejdet af:

Sponsoreret af:

Fodsvamp

Tinea pedis (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Fodsvamp er en hyppigt forekommende svampeinfektion, der let opstår i varmt fugtigt miljø - fx hos motionister der sveder meget. Fodsvamp smitter ikke ret meget, men kan smitte i fugtige rum, hvor man går på bare fødder – fx i svømmehaller. Fodsvamp viser sig ved intens kløe og smårevner i huden - især mellem tæerne. Fodsvamp behandles med svampedræbende creme.

Fodsvamp forekommer oftest som en infektion mellem tæerne – særligt ved lilletåen, men kan også forekomme i fodsålen og på hælen.

Fodsvamp er sjælden hos børn og hyppigst hos motionister. Svamp trives i varmt fugtigt miljø og motionister der sveder meget og sjældent skifter de fugtige strømper er særligt udsatte.

Huden mellem tæerne klør, skæller og sprækker og kan væske. Huden på hælen og fodsålen bliver fortykket og sprækker med afskalning.

Smitte

For at undgå smitte bør du bruge badesko på badeværelset og i svømmehallen. Undgå at smitte dig selv ved at skifte sokker hver dag. På den måde fjerner du svampesporerne. Skift sokker når de bliver fugtige. På den måde fjerner du det fugtige miljø som svampen kan trives i.

 

Medicin

Du kan selv købe svampedræbende creme på apoteket i håndkøb. Behandlingen varer 1 uge.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad kan du selv gøre?

Luft dine sko efter brug og anvend strømper af uld eller bomuld. Brug sandaler med luft til tæerne. Undgå sko lavet af kunstmaterialer. Efter bad er det vigtigt at du tørrer fødderne og huden mellem tæerne grundigt. Mistænker du svamp i fodsålen eller på hælen bør du søge læge.

Hvad kan din egen læge gøre?

Svamp mellem tæerne har så typiske symptomer og udseende, at lægen uden yderligere undersøgelser kan stille diagnosen og udskrive svampedræbende creme.

Ved mistanke om svamp på hælen og fodsålen vil lægen tage et skrab af huden og sende det til undersøgelse på et laboratorie. Viser det sig at være svamp vil lægen udskrive svampedræbende tabletter.

Hvad kan en speciallæge gøre?

Det er ikke nødvendigt at søge speciallæge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m.