Udarbejdet af:

Smerter i hælen

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Hælspore og hælpudeirritation er de to hyppigste årsager til smerter i hælen og skyldes overbelastning. Aflastning er den bedste behandling. Ved manglende effekt af aflastning, kan lægen sprøjte binyrebarkhormon ind i hælen, henvise dig til fysioterapi eller foretage en operation. Begge tilstande er langvarige og forsvinder først efter nogle måneder.

Under den store hælknogle er der en hælpude, som beskytter knoglen mod stød, når du går eller løber. Hælpuden fungerer som en ”airbag”. Hvis hælen udsættes for mange stød – fx ved løb på beton eller talrige hop på et hårdt underlag – knuses vævet i hælpuden og der kommer smerter. Smerterne udløses ved belastning og stråler frem mod tæerne.

Fra den store hælknogle og ud til tæerne har du en bred samling at sener – en såkaldt seneplade, som foden hviler på. Ved overbelastning – fx ved gang eller løb på hårdt underlag – overstrækkes senerne og kan blive irriteret med deraf følgende smerter. Smerterne er mest udtalt om morgenen, lige når du står ud af sengen og aftager når du får gang i foden. Smerterne tiltager så igen efter nogen tids belastning. Smerterne er lokaliseret på et bestemt punkt omkring 5 cm fra hælens bagside. Stedet er ømt for tryk. Nogle gange – men ikke altid – kan der dannes en lille knogle – en såkaldt hælspore.

Både hælspore og hælpudeirritation skyldes overbelastning med mikroskader i vævet – enten i hælpuden eller i senepladen.

Hvad kan du selv gøre?

Da begge tilstande skyldes overbelastning, er aflastning den vigtigste behandling. Undgå at stå, gå eller løbe på et hårdt underlag. Når du løber – løb da på et blødt underlag - stier eller græs. Beskyt hælpuden med en ekstra ”airbag” i skoen – eksempelvis gel i skoens hæl eller andet støddæmpende indlæg. Er du overvægtig kan et vægttab mindske belastningen på hælen betydeligt. Beskyt senepladen med en god og stærk længdebue i dine sko.

Almindelig smertestillende medicin (fx paracetamol, acetylsalicylsyre eller ibuprofen) - som kan købes i håndkøb - lindrer som regel smerterne

Hvad kan din egen læge gøre?

Hvis du efter en måned med aflastning og smertestillende medicin stadig har daglige smerter, bør du kontakte din læge. Lægen kan sprøjte binyrebarkhormon ind i hælen eller henvise dig til fysioterapi eller til operation hos en speciallæge

Hvad kan en speciallæge gøre?

I sjældne tilfælde kan en operation for hælspore blive nødvendigt. Der kan være dannet en stor hælspore, som kan fjernes. En opfølgning viser, at kun halvdelen af de opererede bliver tilfredse med resultatet.