Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Hæmorider er så hyppigt forekommende, at de kan betegnes som en tilstand og ikke en sygdom. Hæmorider er udposninger af tarmens slimhinde, som er fyldt med blod. Blødning og smerter er typiske tegn. Har man først fået en hæmoride vil der komme andre – hæmorider er en uven for livet. Hård afføring og pressen ved toiletbesøg fører til dannelse af hæmorider. De fleste hæmorider kan du selv behandle. Ved kraftige smerter eller gentagne blødninger kan din egen læge udskrive noget creme og/eller stikpiller. En sjælden gang kan det blive nødvendigt at operere.
En tredjedel af den danske befolkning har hæmorider. Hæmorider er udposninger af slimhinden i endetarmen, som er fyldt med blod. Forstoppelse, diare, kraftig pressen i forbindelse med toiletbesøg, tungt fysik arbejde og graviditet kan føre til udvikling af hæmorider.
Blødning over hele toiletkummen er et typisk tegn på, at en hæmoride er sprunget. Det er ligesom en ballon fyldt med blod, som man prikker hul på. Blodet sprøjter hele kummen til. Det kan se voldsomt ud, men blødningen stopper, så snart udposningen er tømt for blod.
Smerter, slim, kløe og irritation kan også være tegn på hæmorider. Nogle gange kan man selv føle en ”bule” lige ved endetarmsåbningen. Bulen kan proppes op igen i endetarmen, så den ikke hænger udenfor. Hvis bulen er stor nok, kan den blive klemt og det giver kraftige smerter ved endetarmsåbningen. Bulen er da stor og meget øm.