Udarbejdet af:

Blærebetændelse

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Blærebetændelse viser sig ved hyppig og sviende vandladning. Drik rigelig med væske. Vandladning efter samleje kan hindre, at blærebetændelse opstår. Feber og kulderystelser kan være tegn på nyrebækkenbetændelse.

Blærebetændelse forekommer meget hyppigt. Gravide kvinder, kvinder med nedsunken livmoder og helt unge kvinder er særligt udsatte for at udvikle blærebetændelse. Yngre kvinder får undertiden blærebetændelse, efter en periode med hyppig samleje. Blærebetændelse ses nogle gange hos mænd med forstørret blærehalskirtel (prostata) men blærebetændelse hos mænd er sjælden og bør føre til nærmere undersøgelse af urinvejene.

Blærebetændelse viser sig ved hyppig vandladning, svie ved vandladning, smerter hen over den nederste del af maven og en fornemmelse af ikke at kunne tømme blæren helt. Urinen kan være ildelugtende og blodig. Ved almindelig blærebetændelse har man ikke feber.

Blærebetændelse kan udvikle sig til nyrebækkenbetændelse. Ved nyrebækkenbetændelse er man alvorligt syg med kulderystelser, kvalme, opkastning, feber op til 39-40ºC, og smerter over lænden.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer den syge.

 

 

Smitte

Smitter ikke.

Medicin

Blærebetændelsen skyldes næsten altid bakterier og skal derfor behandles med antibiotika. Når din egen læge har sat dig i behandling med antibiotika, vil generne svinde efter 1-2 dage.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

Du bør drikke rigelig væske. Hvis du hyppigt får blærebetændelse efter samleje, kan det anbefales, at du forsøger at tisse umiddelbart efter samlejet.

Kontakt lægen i morgen

Hvis du har tegn på blærebetændelse, f.eks svie ved vandladning.

Kontakt lægen med det samme

Hvis du har gener ved vandladningen og får temperaturstigning til 39-40ºC, kulderystelser og har smerter over lænden.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region