Udarbejdet af:

Tandsmerter

Odontalgia (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Tandsmerter skyldes oftest betændelse i en tand. Tilstanden kan udvikle sig til en tandbyld, som kræver hurtig behandling. Tandsmerter bør som udgangspunkt behandles af tandlæger. I nødstilfælde kan lægen udskrive antibiotika og smertestillende medicin indtil næste dag, hvor tandlægen kan give en mere effektiv behandling - som oftest en operation.

Tandsmerter er et hyppigt symptom og kan skyldes flere forskellige sygdomme. Manglende frembrud af visdomstænder og betændelse er de to hyppigste årsager til tandsmerter.

Visdomsænderne bryder som regel frem hos unge inden 25 års alderen. Hvis der ikke er plads til visdomstanden, der forsøger at bryde frem, opstår der smerter og ømhed omkring tanden. Der går let betændelse i en visdomstand, der ikke kan komme frem.

Dårlig ånde og dårlig smag i munden er tegn på, at der er gået betændelse i visdomstanden. Ved alvorlig betændelse øges smerterne og der kommer en hævelse, der kan blive så stor at den kan ses uden på - der er opstået en tandbyld.

Caries eller "huller i tænderne" er en hyppig årsag til tandsmerter. Betændelsen kan sprede sig fra tanden til vævet omkring tanden og føre til en tandbyld med tiltagende smerter, hævelse på kinden og feber.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer den syge.

Medicin

Tandsmerter kan lindres med smertestillende medicin som fås i håndkøb Ofte er smerterne så kraftige, at lægen eller tandlægen vil udskrive en recept på stærkere smertestillende medicin.

Ved alvorlig betændelse kan lægen eller tandlægen ordinere antibiotika.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

God mundhygiejne med tandbørstning med fluor tandpasta og brug af tandtråd er vigtig for at hindre betændelse i visdomstænder og almindelige tænder. Sund kost uden for mange søde sager og regelmæssige tandlægebesøg kan også modvirke udvikling af betændelse.

Kontakt lægen i morgen

Ved tandsmerter og/eller mistanke om betændelse - dårlig smag i munden, ømhed og smerter i en tand. Tandlægen kan ordinere antibiotika, smertestillende medicin og foretage operation på den syge tand.

Kontakt lægen med det samme

Ved tandsmerter der ikke lindres tilstrækkeligt med smertestillede medicin. Hvis du mistænker en tandbyld.

 


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region