Håndledsbrud
Fractura partis distalis radii (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Brud i håndleddet er hyppig og opstår typisk efter fald på en strakt arm. Smerter i håndleddet straks efter faldet er tegn på brud eller forstuvning. Ved mistanke om brud tages der et røntgenbillede. Behandlingen vil oftest være gipsbandage i 4 uger, men operation kan blive nødvendigt ved et kompliceret brud.
Håndleddet er det sted, hvor vi hyppigst brækker en knogle. Det er især børn og gamle, der brækker håndleddet.
Hos børn og unge opstår bruddet typisk i forbindelse med sport eller leg, hvor barnet eller den unge falder og lander på en strakt arm. Hos gamle opstår bruddet typisk på glat vej, hvor den gamle falder og tager fra med hånden.
Ret hurtigt opstår der smerter i håndleddet, som tillige hæver. Ved kompliceret brud er håndleddet skævt. Ved tryk over håndleddet forværres smerten.
Ved fald på strakt arm kan håndleddet blive forstuvet eller brække. Ved en forstuvning er håndleddet ømt lige efter uheldet og ømheden tiltager over nogle timer. Er håndleddet brækket er der smerter med det samme. Det kan være rigtig svært at afgøre om håndleddet er brækket eller forstuvet. Ved en typisk sygehistorie med fald på strakt arm og smerter i håndleddet, bør der derfor tages et røntgenbillede.
Diagnosen stilles ved at tage et røntgenbillede af håndleddet.