Blodige opkastninger
Hæmatemese (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Blodige opkastninger rammer både yngre og ældre. Blodet kan være frisk rødt eller ligne ”kaffegrums”. De hyppigste årsager er mavesår og åreknuder i spiserøret. Alle med blodige opkastninger skal kontakte lægen med det samme.
Blodige opkastninger er sjældne men alvorlige. Alle – både unge og ældre – kan få blodige opkastninger. Jo ældre man er, jo mere farligt er det.
Blodige opkastninger skyldes blødning i spiserøret eller mavesækken. Opkastninger kan være med frisk rødt blod eller ligne ”kaffegrums”. De friske røde blodige opkastninger skyldes sygdomme (åreknuder eller rifter) i spiserøret. De ”kaffegrums” lignende opkastninger skyldes sygdomme i mavesækken (mavesår).
Yngre med kraftige opkastninger, ofte i tilslutning til indtag af alkohol, kan pådrage sig en lille rift i spiserøret og derfor vil der være lidt frisk rødt blod i opkastningerne. Hvis der kun er meget lidt frisk blod i opkastningerne, vil lægerne se tilstanden an, da den ikke er farlig.
Mavesår er en hyppig årsag til blodige opkastninger og ses oftest hos midaldrende. I perioden op til de blodige opkastninger, vil der som regel have været smerter i den øverste del af maven.
Åreknuder i spiserøret er en sjælden men alvorlig årsag til blodige opkastninger. Opkastningerne er med store mængder frisk rødt blod. Åreknuder ses hyppigt ved skrumpelever og kan skyldes et længerevarende alkoholmisbrug.
Et større blodtab kan medføre fald i blodtrykket og stigende puls. Huden bliver kold, bleg og klam. Bevidstheden bliver svækket. Lægerne taler da om en choktilstand, som er livstruende. Opgørelser viser, at ved kraftige blødninger vil 10 % dø af det.