Myggestik
Culex morsus (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Myggestik kender vi alle til. De er generende men yderst sjældent farlige. Nogle reagerer særligt kraftigt på myggestik og kan udvikle meget store hævelser. Lægen kan i de tilfælde udskrive binyrebarkhormon på recept. Der kan gå betændelse i et myggestik, som kræver antibiotika.
Myg stikker dig for at suge blod. Når myggen bider, kommer der spyt ned i såret. Det er spyttet, der giver reaktionen i huden. Det er ikke gift, som ved hvepse- eller bistik.
Huden reagerer på myggestik med hævelse og kløe. Der er stor forskel – fra person til person – hvor kraftig hævelsen bliver. Nogle får bare en lille rød knop, medens andre udvikler store hævede områder - op til 10 centimeter i diameter.
Allergiske reaktioner – som de ses ved bi- og hvepsestik – forekommer stort set aldrig. Myggestik i Norden er derfor aldrig farlige.
Når du klør i et myggestik, kan du overføre bakterier til såret. Derved kan der opstå betændelse i huden, som skal behandles med antibiotika. Ved betændelse tiltager hævelsen og huden bliver mere øm, rød og varm.