Udarbejdet af:

Helvedesild

Herpes zoster (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Helvedesild er en infektion i hud og nerver forårsaget af det samme virus, som giver skoldkopper. Helvedesild rammer ældre over 60 år. Helvedesild viser sig ved smerter og blærer i et afgrænset hudområde – oftest i ansigtet eller på brystkassen. Behandlingen skal startes hurtigst muligt og senest 3 dage efter udslæts frembrud for at være effektiv. Har du helvedesild i ansigtet, skal du kontakte lægen med det samme for at undgå skader på dine øje.

Helvedesild er en infektion i huden og nerverne, der skyldes et bestemt virus – kaldet herpes zoster. Hos børn fører herpes zoster til skoldkopper og hos ældre til helvedesild. 

Helvedesild er en meget hyppig infektion, der især ses hos ældre over 60 år. Omkring halvdelen af alle over 80 år vil på et tidspunkt få helvedesild. Langt de fleste får kun et enkelt tilfælde af helvedesild.

Efter at have haft skoldkopper som barn, ligger virus sovende i vores nerverødder. Hvis virus vågner op, spreder det sig fra nerverødderne og ud i huden langs en nerve. Det giver smerter og udslæt svarende til det hudområde, som nerven forsyner. Det angrebne hudområde er derfor kun på den ene side af ansigtet eller brystkassen. 

Helvedesild begynder med brændende smerter i et afgrænset hudområde. Efter nogle dage kommer der blærer. Helvedesild er hyppigst lokaliseret til den ene halvdel af ansigtet eller brystkassen. Helvedesild i ansigtet kan medføre skader på øjet. 

Blærerne ligner små vindrueklaser hvor huden er rød rundt om. Efter en uge omdannes blærerne til sår med skorper på. Ar og misfarvning af huden kan vare i måneder til år.

Smerterne er moderate til kraftige og beskrives som brændende – deraf navnet helvedesild. Smerterne varer nogle uger og er hos de fleste væk efter en måned. 

Helvedesild behandles med smertestillende medicin og antibiotika. Behandlingen skal startes hurtigst muligt og senest 3 dage efter udslæts frembrud for at være effektiv.

Hvad du selv kan gøre

Smerterne kan lindres med smertestillende medicin i håndkøb.

Kontakt lægen i morgen

Hvis du mistænker helvedesild.
Behandlingen skal startes hurtigst muligt og senest 3 dage efter udslæts frembrud for at være effektiv. Lægen vil ordinere fast smertestillende medicin og antibiotika.

 

Kontakt lægen med det samme

Hvis du mistænker, at du har helvedesild i ansigtet. Behandlingen skal startes hurtigst muligt for at hindre skader på dit øje.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region