Bygkorn og haglkorn
Hordeolum og Chalazion (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Et bygkorn er en betændelse i en af øjenvippernes hårsække eller i en talgkirtel i øjenlåget.
Et haglkorn er en lille kronisk knude med arvæv efter et bygkorn.
Bygkorn forekommer relativt hyppigt hos både børn og voksne. Haglkorn er mere sjældne. Bygkorn viser sig som en rød, øm, varm knude med hævelse i øjenlåget. Efter nogle dage kan bygkornet briste, og betændelsen vil da løbe ud. En salve med antibiotika behandler nemt betændelsen og er oftest nødvendig.
Bygkorn indeholder bakterier og kan overføres med fingrene fra det ene øje til det andet eller fra en person til en anden. Husk derfor at vaske hænder hyppigt, hvis du har et bygkorn. Bygkornet kan til tider udvikle sig til et haglkorn, som er en lidt større hård knude på indersiden af øjenlåget eller i øjenlågets rand. Et haglkorn gør ikke ondt, men det kan irritere øjet. Et haglkorn kan fjernes ved en lille operation i lokalbedøvelse.