Grå stær
Katarakt (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Med alderen bliver øjets linse uklar og man udvikler grå stær. Synet opleves sløret og man vil blive generet af blænding fra lyskilder, som stearinlys, gadebelysning og billygter.
Ved operation for grå stær fjernes øjets biologiske linse og erstattes af en kunstig linse i et silikonemateriale. Grå stær er en hyppig sygdom hos ældre fra 65-70 års alderen. I almindelighed rammes begge øjne omend i forskellig grad.
Grå stær er i de fleste tilfælde en aldersforandring, men kan også opstå som en følgetilstand ved betændelse i regnbuehinden, skader efter vold mod øjet og ved diabetes og som følge af rygning. Desuden kan medicinsk behandling af kroniske sygdomme medføre hurtigere udvikling af grå stær.
De vigtigste symptomer er svækket syn og nogle gange synsforstyrrelser (fx dobbeltsyn på et øje).
Ofte er der problemer med at se teksten på tv og med at læse lille skrift samt tendens til blænding ved bilkørsel om aftenen. Efter en operation, hvor den uklare linse fjernes og erstattes af en kunstig linse, genvinder man synsevnen. Operationen udføres i lokalbedøvelse. Man opererer som regel først grå stær, når man ikke længere kan forbedre synsevnen med briller.