Lammelse - akut opstået
Nervorum resolutiones (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
En akut opstået lammelse er en alvorlig og livstruende tilstand, som skyldes svigt i vores nervesystem. Årsagen kan være en blodprop, en infektion eller en svulst i hjernen. Du skal altid kontakte lægen med det samme ved akut opståede lammelser.
En pludselig lammelse af et ben, en arm eller i ansigtet skyldes altid svigt i vores nervesystem – og som oftest svigt i hjernen. Årsagen til at hjernen svigter kan være en blodprop, en blødning, en svulst eller infektion i hjernen.
Den hyppigste årsag til akut opstået lammelse er en blodprop i hjernen. Betegnelsen ”blodprop i hjernen” dækker både over en egentlig blodprop og en blødning i hjernen. I begge tilfælde svigter blodforsyningen til en del af hjernen og der opstår lammelser.
En blodprop i hjernen kan fjernes – enten ved hjælp af medicin der opløser blodproppen eller mekanisk. For at hindre en permanent ødelæggelse af hjernen skal blodproppen fjernes hurtigst muligt – hvert minut tæller.
Forskellige infektionssygdomme kan medføre lammelser. Den mest kendte er Borrelia infektionen, men også hjernehindebetændelse og hjernebetændelse kan medføre lammelser.
En svulst i hjernen kan også medføre lammelser, idet svulsten kan ødelægge nerveforsyningen til arme, ben eller ansigt.
Klik her for at læse om hvordan du vurderer den syge.