Udarbejdet af:

Hvad kan lægen gøre?

Når en kvinde søger sin læge på grund af udflåd fra skeden, kan det skyldes gener fra selve udflåddet (øget mængde, ændret lugt, kløe eller svie i skeden), men hos 2/3 af kvinderne er det frygten for en alvorlig sygdom eller en kønssygdom, der fører kvinden til lægen.

Lægen vil foretage en gynækologisk undersøgelse, mikroskopere dit udflåd, måle surheden (pH-niveau) i skeden, eventuelt pode for bakterier og svampe og måske udskrive medicin mod betændelse.

Hos en tredjedel af kvinder med generende udflåd kan lægen ikke påvise nogen sygdom. Forklaringen kan være, at vi ikke kender alle de sygdomme, der kan føre til generende udflåd eller det kan være fordi kvinden - af en eller anden grund - føler sig generet af et normalt udflåd. Nogle kvinder har en meget høj produktion af sekret.

Svampeinfektion
Hvis du trods din egen behandling stadig er generet af en øget mængde udflåd, svie eller kløe, bør du kontakte din læge.

Når lægen - under mikroskoperet - ser på dit udflåd, vil lægen kunne finde svampe. Endelig kan lægen dyrke for svamp. Det er ikke noget, du mærker. Lægen ruller blidt en tynd vatpind henover din slimhinde i skeden og vatpinden sendes derefter til dyrkning på et laboratorium.

Lægen kan ordinere forskellige svampemidler. Svampemidlerne kan gives enten som lokalbehandling (creme eller stikpiller) i skeden eller som tabletter, der skal spises. Både lokalbehandling og tabletbehandling er meget effektive, idet 90% helbredes. Da lokalbehandling og tabletbehandling er lige effektivt, vil dit valg afhænge af pris og hvordan du foretrækker at tage behandling. Hvis du er gravid skal du kun bruge lokalbehandling.

Gentagne svampeinfektioner er meget vanskelige at behandle. Man forsøger ofte med forskellige svampemidler men uden det store held. Den mest effektive metode synes at være, at give kvinden et svampemiddel, som hun selv skal tage, når hun mærker, at en svampeinfektion er på vej. På den måde kan svampeinfektioner holdes nede. Men helt helbrede kvinder med gentagne svampeinfektioner kan lægerne ikke (endnu).

Bakteriel vaginose
Hvis du trods din egen behandling med mælkesyrebakterier stadig er generet af en øget mængde ildelugtende udflåd, bør du kontakte din læge.
Lægen vil lave en gynækologisk undersøgelse og undersøge dit udflåd under mikroskopet. I mikroskopet vil lægen kunne se, at du mangler mælkesyrebakterier, og at der i stedet for mælkesyrebakterier findes talrige fremmede bakterier.
Lægen kan ordinere tabletbehandling eller lokalbehandling som helbreder 80% med bakteriel vaginose. Desværre vil op til en tredjedel af kvinderne på ny få bakteriel vaginose indenfor den første måned. Talrige undersøgelser har påvist, at behandling af partneren ingen virkning har.

Graviditet
Svamp i skeden påvirker ikke en graviditet og overføres ikke til fosteret. Svampeinfektioner bliver behandlet med svampemidler som stikpiller til skeden.

Bakteriel vaginose kan være farlig for gravide. Risikoen for at man føder for tidligt stiger, hvis man har bakteriel vaginose. Kvinder, der tidligere har født for tidligt, bør derfor være ekstra opmærksomme på ændringer af deres udflåd fra skeden. . Gravide med bakteriel vaginose kan behandles med mælkesyrebakterier, som ikke er farlig for graviditeten eller fosteret. . Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan lægen ordinere antibiotika.

Klamydia
Ved mistanke om infektion med klamydia vil lægen foretage en gynækologisk undersøgelse og pode dig for klamydia. Lægen fører en lille vatpind op i din livmoderhals og i nogle tilfælde i dit urinrør. Det kan kortvarigt svie lidt. Vatpindene sendes til et laboratorium.
Hvis du har en infektion med klamydia, vil lægen udskrive en recept på antibiotika. Omkring 95 % helbredes. Det er vigtigt, at din nuværende og tidligere partnere undersøges for, om de skulle have klamydia, så de kan blive behandlet.

Andre sjældne årsager
Gonoré påvises ved podning, medens Trikomonas kan ses i mikroskopet.
Der findes effektiv medicin mod begge disse infektioner.