Udarbejdet af:

Hvad med min seksualitet?

Ufrivillig vandladning påvirker kvinders seksualitet. En ny dansk undersøgelse har påvist at halvdelen af alle kvinder med ufrivillig vandladning oplever deres sexliv som mindre tilfredsstillende.

Til sammenligning er det kun hver femte kvinde uden ufrivillig vandladning, der har samme oplevelse. Ufrivillig vandladning kan føre til nedsat hyppighed af samleje, smerter ved samleje, afgang af urin under samleje og nedsat lystfølelse under samleje.

Den danske undersøgelse har dokumenteret at ufrivillig vandladning og nedsat seksualitet følges ad. Forklaringen på denne sammenhæng er både fysisk og psykisk. Nogle undgår sex fordi de er utæt under samleje eller føler smerter under samleje, andre fordi de oplever, at selvtilliden har fået et knæk, så de ikke føler sig så seksuel attraktiv længere. 

Skeden, blæren og urinrøret er omgivet af de samme muskler - kaldet bækkenbunden. Det er bækkenbunden, der gør det muligt "at holde igen" ved trang til vandladning. Når bækkenbunden er svag - som hos kvinder med anstrengelses-udløst ufrivillig vandladning - vil urinen løber ud ved mindste tryk på blæren - som for eksempel under et samleje.

Da bækkenbunden yderligere afslappes, når kvinden bliver seksuelt opstemt, bliver resultatet at kvinden lækker urin under samleje. Hos kvinder med overaktiv blære opstår den pludselige kraftige trang til vandladning på grund af mangel på det kvindelige hormon østrogen. Mangel på østrogen - som hos kvinder med overaktiv blære - fører til at slimhinden i skeden bliver tynd og så tør, at det fører til smerter under samleje og dermed nedsat lystfølelse. Den fysiske forklaring på, at ufrivillig vandladning og nedsat seksualitet ofte forekommer hos de samme kvinder, er således en fælles årsag - nedsat østrogen og/eller svag bækkenbund.

Ængstelsen for at lugte af urin eller for at være utæt under samleje kan fører til en opfattelse af at være mindre seksuel attraktiv og dermed nedsat seksualitet. Resultatet kan blive,at kvinden mister lysten til sex og helt undgår samleje. At tabe kontrollen over sin vandladning er flovt, men at forestille sig, at være utæt under samleje er for de fleste en forfærdelig tanke.

Uanset hvilken forklaring der passer i dit tilfælde, vil der være hjælp at hente. Du kan selv gøre noget og din læge kan hjælpe dig med at forbedre din seksualitet. Du kan tale med din partner og du kan træne din bækkenbund. Lægen kan udskrive medicin og hjælpe dig og din partner med at tale om problemet.

Et velfungerende sexliv forudsætter, at parret holder af hinanden. De fleste mister interessen for sex i et ægteskab, hvor parret ikke elsker hinanden. Når den ene i forholdet får seksuelle problemer, er det ikke længere tilstrækkeligt, at man elsker hinanden - man må også have respekt for hinanden. En respekt der skal vise sig ved, at der tages hensyn og udvises forståelse. At bevare et godt sexliv kræver viljen til at yde en indsats, herunder at tale om problemerne. Selv om kvinden får ufrivillig vandladning, findes der måder at bevare sexlivet på. Det kan blive nødvendigt at ændre sexvaner.

Hvis et par rent vanemæssigt kun har brugt en samlejestilling og kvinden får ufrivillig vandladning ved samleje, kan en anden samlejestilling betyde, at hun ikke længere er utæt under samlejet. For nogle med ufrivillig vandladning vil det være bedst at være den, der er nederst under samlejet, hvorimod det for andre netop vil være bedst at være øverst eller at ligge på siden, så man undgår kraftige stød mod blæren. Man skal prøve sig frem. Lugtgener kan dæmpes med parfume. Optræning af din bækkenbund kan ligeledes øge din seksualitet.

Hvis du og din partner ikke selv kan løse problemet, kan lægen hjælpe. Det kan være svært at tale med lægen om din seksualitet og det er med til at forstærke problemet. Lægen kan hjælpe dig og din partner afhængigt af, hvad der er forklaring på din nedsatte seksualitet. Hvis du mangler østrogen, kan lægen skrive en recept på østrogen. Hvis din muskulatur er svag, kan lægen give dig instruktion i optræning af bækkenbunden. Hvis du opfatter dig selv som mindre seksuel attraktiv, kan det være en hjælp at tale problemet igennem med din læge. Som oftest vil det være en fordel, hvis både du og din partner taler med lægen.

Her er et par gode råd til dig med ufrivillig vandladning:

  •  tøm blæren inden samleje - prøv eventuelt at lade vandet to gange kort efter hinanden med ½ times interval
  •  vask dig inden samlejet og brug lidt parfume eller deodorant på mave og lår
  •  brug eksplorationscreme for at fugte skeden
  •  læg i stort håndklæde i sengen, hvis der skulle komme lidt urin
  •  prøv forskellige samlejestillinger

Læs videre om Behandling hjemme