Udarbejdet af:

Hvordan ændrer jeg min livsstil?


Det er svært men ikke umuligt.

Sundhed er en forudsætning for det alle gerne vil have - nemlig et godt liv. Men et godt liv er ikke blot at leve sundt. Der er mange andre forhold, der har betydning for ens livskvalitet. Problemerne opstår, når der ikke er overensstemmelse mellem det man gerne vil, og det man gør. Rygere vil gerne have et godt og sundt liv. Men rygning er samtidig en del af rygerens livskvalitet. "Jeg ved, det er forkert at ryge, men jeg gør det alligevel". "Jeg vil gerne tabe mig, men jeg fik et ædeflip". "Jeg vil gerne leve sundt, men jeg vil også gerne noget andet".

En måde at angribe problemet på er at udfylde nedenstående skema. I skemaet skal du anføre de forhold, der taler for at ændre din nuværende livsstil og de forhold, der taler imod eller gør det besværligt at ændre. På tilsvarende vis skal du anføre de forhold, der taler for at fortsætte med noget og de forhold, der taler imod at fortsætte.
Her er et eksempel:

Fordele ved at fortsætte
med at ryge                                            Ulemper ved at forsætte med at ryge
_______________________________________________________________
- Jeg kan lide at ryge                            - Det koster mange penge
- Jeg tror ikke, jeg kan undvære det       - Det er usundt
- Jeg kan lide smagen                          - Børnene bryder sig ikke om det
- Jeg bliver rolig og tilfreds                    - Jeg hoster hver morgen


Ulemper ved at holde
op med at ryge                                       Fordele ved at holde op med at ryge
_______________________________________________________________
- Jeg vil savne det                              - Min hoste forsvinder
- Jeg vil tage på i vægt                       - Jeg vil spare mange penge
- Jeg bliver mere sur                          - Jeg lever længere og bedre
- Jeg får svært ved at koncentrere mig  - Jeg vil gerne vise, at jeg kan


Det vigtigste er ikke selve skemaet, men de overvejelser du gør dig, når du udfylder skemaet. Er det nu også rigtigt, at du får svært ved at koncentrere dig, hvis du ophører med at ryge? Hvor svært vil det være at tabe dig, hvis du tager på? Hvad betyder mest for dig? Hvad kunne du bruge alle de sparede penge til? Hvordan vil det påvirke din selvtillid, hvis du holdt op med at ryge?

Det vil sandsynligvis ikke  løse dine uoverensstemmelser mellem hvad du gerne vil og hvad du gør. Men skemaet og dine overvejelser kan være med til at skubbe dig i den rigtige retning. Skemaet kan også være grundlag for diskussion med venner, familie eller din læge.

Klik her for at hente et skema, som du selv kan udfyde.

Læs videre om Lægens behandling