Udarbejdet af:

Bliver jeg narkoman?

Narkomani betyder afhængighed af stoffer erhvervet på en ulovlig måde, og har ikke noget med lægeordineret smertebehandling at gøre. Man bliver ikke narkoman af at få stærk smertestillende medicin. Blandt rigtige narkomaner er det svært at finde nogen, der er begyndt på deres misbrug i forbindelse med en smertebehandling.
Stærke smertestillende lægemidler kan under visse omstændigheder skabe fysisk og psykisk afhængighed.

Fysisk afhængighed
Den fysiske afhængighed viser sig, når man ophører med at tage smertestillende medicin, idet der udvikler sig abstinenser. Ses stort set altid efter 6 ugers behandling med stærkere smertestillende medicin. Abstinenser består af en række ubehagelige reaktioner som koldsved, gåsehud, rysten, diaré, spændinger og ikke mindst øget smerte. Generne består i kortere eller længere tid, indtil kroppen har vænnet sig til at være uden smertestillende medicin. Abstinenser er lette at behandle. En gradvis nedtrapning af den smertestillende medicin vil kunne mindske abstinenser, idet kroppen får længere tid til at vænne sig til at undvære den smertestillende medicin. Fysisk afhængighed er ikke tegn på misbrug eller narkomani, det er et normalt fænomen.

Psykisk afhængighed
Psykisk afhængighed er trangen til at anvende stærk smertestillende medicin for at få en lystfølelse (“suset”) og ikke blot til smertelindring. Psykisk afhængighed kan føre til et egentligt misbrug. Ved anvendelse af depotmedicin er risikoen for psykisk afhængighed mindst.

Det er lægens opgave at hindre, at misbrug opstår. Risikoen for misbrug ved brug af de stærke smertestillende lægemidler, er yderst ringe og ved kortvarig behandling er den slet ikke tilstede.

Hos kræftsyge, der ikke kan helbredes, er det uden mening at tale om en risiko for misbrug - kræftsyge skal altid sikres en god smertebehandling.

Læs videre om Forskellige måder at tage medicin på?