Udarbejdet af:

Myter og usandheder

Fire halve med “vrøvl” og majonæse

Her til sidst vil vi punktere nogle af de mest udbredte myter og usandheder om overvægt.

1. Hellere tynd og tam end fed og fit
Nyere undersøgelser har vist, at det er langt sundere at være moderat overvægtig (BMI 25-30) og i form end at være normalvægtig og ude af form. Det farlige ved let overvægt er ikke de ekstra kg, men det faktum, at mange let overvægtige ikke er fysisk aktive. Det er dokumenteret, at fysisk træning af overvægtige kun fører til et mindre vægttab, men at komplikationerne i forbindelse med overvægt reduceres betydeligt - uanset om der er vægttab eller ej. Konklusionen er derfor, at alle overvægtige skal motionere regelmæssigt, og at det gavner sundhedsmæssigt, uanset om det giver vægttab eller ej.

2. Hellere storryger end fed
Overvægtige rygere lever livet farligt. Det er beregnet, at en 40-årig overvægtig ryger dør 13-15 år før en 40-årig normalvægtig ikke-ryger. Mange overvægtige rygere har ekstra svært ved at kvitte cigaretterne. Argumentet er ofte, at når de holder op med at ryge, så tager de ekstra kg på, og det er jo heller ikke sundt. Men det er langt farligere at ryge 10 cigaretter om dagen sammenlignet med at tage 10 kg på. Undersøgelser viser, at rygere i gennemsnit tager 10% af deres vægt på det første år, efter de er holdt op med at ryge. Men efter to år har de fleste tabt de 10% igen. Så overvægt er ingen undskyldning for ikke at kvitte cigaretterne.

3. De fede er selv ude om det
Nej, det er ikke rigtigt! Overvægt skyldes en kombination af arvelige og miljømæssige forhold. Der er en arvelig grund til at nogen tager nemt på, medens andre kan spise (næsten) hvad de vil. De nyeste forskningsresultater punkterer påstanden og bør føre til større forståelse og accept af de overvægtiges situation.

4. Jeg bliver syg, når jeg er sulten
En hyppig bemærkning er: "Hvis ikke jeg får noget at spise lige her og nu, så bliver jeg utilpas - mit blodsukker er alt for lavt". Men det er helt forkert. Kroppen er indrettet sådan, at blodsukkeret holdes konstant - også efter flere dage helt uden mad. Det er ubehageligt, men ikke farligt at være sulten.